Dato/tid
17.05.2018
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
TORSDAG 17 MAJ 20.00
Jonas Olesen/Anders Lauge Meldgaard/Sandra Boss
Christian Rønn
KoncertKirken Organ Sound Art Festival er en 5-dages musik- og lydkunstfestival i KoncertKirken på Blågårds Plads, som i år løber af stabelen den 14-18. maj.
15 danske og internationale kunstnere præsenterer her musik- og lydværker, der tager udgangspunkt i kirkens romantiske hovedorgel (Marcussen, 1926), og kirkens særlige rum og akustik, ofte sammen med forskellige elektroniske processer.
Festivalen ønsker at udforske relationen mellem lyd, musik og arkitektur samt promovere nye kreative møder mellem de deltagende kunstnere.
Der er to koncerter med 2 solister eller duos hver aften. Værkerne som præsenteres er alle direkte komponerede, eller skabte live, til festivalen.
Tickets: 100 DKK / stud: 50 DKK per evening.
Partout: 300 DKK / stud: 150 DKK
* * *
Jonas Olesen, Anders Lauge Meldgaard & Sandra Boss:
En kollektiv komposition for ukonventionelle pibeorgler
På en række mobile og modificerede orgler vil Jonas Olesen, Anders Lauge Meldgaard & Sandra Boss fremføre en kollektiv komposition, der udforsker orglernes alternative lydsider. Her omdannes blæsebælge og mekanik til rytmer og anslag, og varierende lufttryk og ustemte piber skaber overraskende klange og overtonerækker. Foruden Koncertkirkens eget orgel vil der indgå et MIDI-styret pibeorgel, en præpareret salmecykel, et fløjteorgel og et kisteorgel. Orglerne vil være placeret rundt om i Koncertkirkens rum, for derved at skabe et akustisk multikanalssetup.
Sandra Boss er komponist og lydkunstner. Hendes musik bevæger sig ofte mellem installation og koncert, hvor mere alternative lydkilder anvendes som instrumentarium. Hun har lavet værker for bl.a. høretestmaskiner, spolebånd, fuglefløjter, børnekor samt for modificerede bælginstrumenter. Hun er uddannet fra DIEM, Det Jyske Musikkonservatorium, og arbejder pt. på en praksisbaseret Ph.d. om lydkunst på Aarhus Universitet. I 2017 modtog hun Carl Nielsens talentpris. www.sandraboss.dk
Jonas Olesen er elektronisk musiker og komponist. I sine værker beskæftiger han sig ofte med små lyde udvundet fra bl.a. uddøde medier. Alt fra floppy disks til DAT bånd udforskes som musikalsk materiale og udgivelsesformat. Som elektronisk musiker har han optrådt ved adskillige internationale festivaler såsom Transmediale, SPOR og Roskilde Festival. Jonas driver pladeselskabet BIN, der primært udgiver historisk elektronisk musik. Han har tidligere været koordinator af uddannelsen Nordic Sound Art. Han er medstifter af IDL – Institut for Dansk Lydarkæologi.
www.menneske.dk/totem
Anders Lauge Meldgaard er komponist og musiker, der arbejder inden for en bred vifte af musikalske udtryksformer, lige fra fri improvisation til moderne kompositionsmusik over lydinstallationer, eksperimenterende sangskrivning, orkestrale collager, mixbånd og støjende værker for elektrisk guitar sekstet. Han har studeret saxofon på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Meldgaards alias Frisk Frugt blev i 2017 lagt i graven og i april 2018 udkom ”At Synge Verden Ind I En Ny Og Mangefoldet Tid” i eget navn. Tidligere nomineret til Steppeulven og Nordic Music Price.
* * *
Christian Rønn: “Pendulum Zero”
Udforskningen af en nær statisk tilstand af fastfrosset energi. En sitrende gnist – udstrakt i tid. Mikro-fluktuationer forstørres, transformeres og udpakkes løbende. En kontinuerligt muterende intermolekylær kamp mellem tidskrummende universel intuition, og akkumulerede punktnedslag i maskinens dystopiske drøm. For orgel og 4-kanals elektronik.”
http://www.christianronn.dk/
* * *
KoncertKirken Organ Sound Art Festival 2018 is supported by Statens Kunstfond, Københavns Kommune, KODA Kultur, Agustinus Fonden, Knud Højgaards Fond.